Terapi handler om meget: At opbygge et sundt selvværd, opretteholde din indre balance, åbne op til dine kvaliteter og transformere mønstre, der står i vejen for dig selv.
Men helt centralt for mig er at skabe plads for hele dig, at byde hele dig velkommen. Både de sider, du forsøger at gemme væk, samt de sider, som du i sandhed kan stråle med.
Mange af os har lært at undertrykke vrede, for eksempel. Nogle fordi det er en “dårlig” emotion, andre fordi vi ikke vil såre eller skade nogen. Men selvom vreden kan være voldsom, er den ikke forkert. Den udfører et ærligt arbejde for at passe på dig, sætte klare grænser og beskytte dele af dig, der føler sig sårbare. Det arbejde kan jeg kun takke den for, selvom dets udtryk nogle gange er mindre hensigtsmæssige.
Så for at finde hjem til dig selv, må vi byde alle sider af os velkomne og forstå, hvorfor vi føler, handler og tænker, som vi gør. Der er altid en god intention bag og et overlevelsessystem, som fungerer upåklageligt. Måske ikke på den måde, som vi ønsker det, men på den måde, vi har behov for lige nu.
Det behov kan dog ændre sig, og så ændrer vores mønstre og følelser sig også. Men for at ændre vores behov, må vi først forstå, hvad vores behov er, og her er vores emotioner guld værd. Som min lærer, Jens Enemark, gerne siger:
“Emotioner er udtryk for et behov, vi ikke vidste, vi havde.”
Byder vi vores emotioner velkomne, mærker ind i dem og lader dem fortælle om deres livssyn og byrde, kan vi opfylde deres behov og transformere deres udtryk. Vi går fra eksplosiv vrede til klar grænsesætning. Fra nervepirrende nervøsitet til opmærksom vågenhed. Fra realitetsflugt til humoristisk fleksibilitet.
Ikke for at få nogle emotioner til at forsvinde, men for at give dem et mere rent udtryk, der ikke baserer sig på et akut behov, men på en indre kvalitet.
Så byd dine følelser velkomne, bliv nysgerrig på dem og gå på opdagelse i, hvad der sker, når vi møder os selv med forståelse, omsorg og taknemmelighed.